…kvalitetssikring af terapi.

Angående snakken om kvalitet og ‘godkendelse’ af psykoterapi…

Igår delte jeg på Facebook en kritisk artikel, som i min verden afspejler, hvordan en hel branches omdømme kan tage skade af, at nogle har udtalt sig vildledende. Det kan nu indvirke på hele fagets troværdighed, hvilket jeg synes, er en stor skam.
Jeg har været i kontakt med mange både nuværende og kommende terapeuter gennem en årrække nu, og jeg har dannet mig indtryk af, hvem jeg kan anbefale og hvem jeg ikke kan. Hvad jeg kan stå inde for og hvad jeg ikke kan.
For mig at se, er det den bedste kvalitetskontrol, vi kan have på markedet, at vi internt kan stå inde for, hvad det gode er.

Der vil altid være uheldige eksempler uanset om man er terapeut, psykolog eller psykiater, hvilket også har afspejlet sig i pressen på det sidste. Det tror jeg er umuligt at komme til livs, desværre. Det er meget tragisk når det finder sted og har alvorlige konsekvenser.

Mit kvalitetsstempel, på min egen uddannelse og langt størstedelen af den terapi jeg har været i, består af det liv jeg lever nu kontra før. Det handler om at jeg ikke længere har nogle diagnoser (tidl: stress, depression, borderline, skizotypi og simpel skizofreni), at jeg er medicinfri efter at have været i medicinsk behandling on/off, fra jeg var 15 til for cirka tre år siden, at jeg har et bedre helbred fysisk, at jeg er ved at lægge min førtidspension på hylden og lever på en måde nu, hvor jeg er i kontakt med mig selv og deraf har en bedre livskvalitet, end jeg kunne drømme om for bare 5 år siden.

Alt dette er sket med hjælp fra den ‘ikke godkendte verden’, efter at jeg i omkring 14 år har været i forskellig behandling af ‘den godkendte’, og det udelukkende blev ved at gå mig værre og værre.

Så på den konto har jeg ikke så meget som en flig af tvivl om, om det er virkningsfuldt og godt, når man kommer i de rette hænder. Og min erfaring siger, at de hænder er der mange af, og jeg bliver ked af det, når debatten bliver sort/hvid. For som sagt er jeg enig i, at der findes inkompetence i den terapeutiske verden rundt om, men det er bare ikke enten eller.

Disse var ordene.

Kh Gry.

…#JegErDanmark

Inspireret af egne tanker omkring #CphShooting samt mit feed på twitter, som jeg ser som hovedsageligt kærlige og håbefulde reaktioner.

Jeg er en sammensat person. Jeg er både rummelig, men også mistænksom. Kærlig og til tider hadsk. Generelt ret åben. Også alt muligt andet.

Idag blev jeg dybt, dybt såret – angrebet, ramt. Jeg så det ikke komme og nu er jeg ulykkelig og sorgfyldt. I mig er der nu pludselig et hul, som jeg ikke helt ved, hvad skal fyldes med.
Der er mange muligheder:
Jeg kunne fylde det med had og hævnlyst. Ikke få et øjebliks fred før hævnen var ført ud i livet. Men måske så da. Måske.
Eller jeg kunne fylde det med mistro: Købe nye låse. Sætte en endnu mere effektiv dørspion i døren, panserglas i mine vinduer. Kigge ud, men aldrig lukke nogen ind igen. Aldrig risikere at blive såret igen.
Uanset hvad jeg gør, så er det som om, at min beslutning bliver helt essentielt definerende.

Måske er der slet ikke noget valg. Der bobler noget allerede, som en slags tåge, der samles og efterhånden fortættes i dette tomrum. Det jeg mærker er flere ting på én gang. Der er håb og ønske om en større sammenhørighed på tværs af alle de skel man kan tænke sig. Der er en følelse af omsorg for alle de, der er berørt af, hvad der er sket mig i dag. Der er en lyst til at se mine venner, familie – alle dem jeg holder rigtigt meget af. Det er en følelse af en slags meditation på kærlighed – at det er med dén jeg kan heles. Det er en opløftende fornemmelse, midt i min sorg og afmagt over hvad jeg har mistet.


Al min dybeste sympati går ud til alle de berørte af skyderierne i København.
Jeg håber, at den varme, jeg ser i langt de fleste tweets efter de helt igennem forfærdelige episoder, rækker ud over mit twitterfeed og er med til at skabe reaktioner, der i mindre grad er baseret på had og hævn.

…Danmarks Indsamling mm.

Servicemeddelelse

Om lidt er der Danmarks Indsamling. I den forbindelse er der mange, der får lyst til at give penge til folk i nød i den 3. verden og andre kriseramte steder.

Det er noget forbandet svineri, er der så også mange, der synes. Vi er danskere, vores danske penge skal blive i Danmark og gå til alle, der lider nød i DK. (Nogle ville så argumentere for, at der er noget galt på politisk plan, hvis det virkeligt er nødvendigt i et land som vores, men lad nu det ligge.)

Så, fordi Danmarks Indsamlingen er ret god til at gøre opmærksom på sig selv, og alle andre er forsømte, er her link til en side, hvor du kan finde ud af at sende din velgørenhed hen, netop hvor DU synes. For… bare fordi der holdes DI, så betyder det jo ikke, at man er forhindret i at hjælpe andre organisationer. Måske kan man endda gøre begge dele?

Her er linket i hvert fald: http://www.frivillighed.dk/…/Vejviser+til+frivillige+or…/287

Til sidst en strøtanke… i forbindelse med de der mener, at vi svigter DK ved at sende hjælp andre steder hen.

Har du, der elsker DK så højt, at enhver udstrakt hånd til andre virker som en hån mod dit eget land, tænkt hvor heldigt det er, at du lige blev født hér og ikke andre steder i verden, når nu det er sådan du har det? Hvor uheldigt ville det ikke være, at være født i Syrien og være dansk nationalist indeni?
Det lille stykke skøde på en del af jordkloden, et lille stykke af DK, som man åbenbart får udleveret ved sin fødsel, ja det er blevet væk for mig. Måske er det derfor, jeg har svært ved at tage tanken om ‘dit og mit’ stykke verden til mig.

…en slags dobbeltmoral, tror jeg det er.

Nu bliver jeg måske upopulær i blogland.

Har lige læst to indlæg af samme blogger – i det ene skal diverse mennesker på diverse skærme have et hak i tuden for selviscenesættelse… (os der blogger kan vel godt lide at blive læst, så.. kartoffel/kartoffel, right?)

I det andet indlæg poster hun screendumps af de tweets, hun har sendt ud, men som – ak og ve – ingen har reageret på ved enten at like, svare eller retweete.
….men det var skidt at være en opmærksomhedsglad selviscenesætter? Right? Eller… Nu er jeg forvirret.
Med alt det jeg spammer løs på fb og twitter, forventer jeg heller ikke, at alle holder en fest for mig, hver gang jeg melder noget ud. Eller hver anden. (You get the point…)

Det er, hvis jeg nu skal være dødærlig, jo ikke udelukkende (faktisk nok ganske lidt) for jeres skyld jeg skyder alt muligt af hele tiden; det er fordi jeg ikke kan holde min kæft generelt, fordi jeg ind i mellem synes jeg er dødsjov, fordi jeg ikke aner hvor f*** jeg ellers skal gøre af noget jeg render rundt med.
Af og til får jeg et klap på skulderen over noget, jeg skriver, men laaa…hhhhhhhangt de fleste gange er det kun mig selv, der sidder glad tilbage, fordi nu kan jeg slippe et eller andet, jeg har rodet med. Det kan jeg nemt leve med.

…apples and oranges.

Var begyndt at brokke mig på FB og var egentlig også begyndt at tænke et indlæg sammen. Men så gjorde Lasse Rimmer det før mig, og så skulle man da være et ihærdigt svin hvis man ikke bare linkede over til ham :O)

Så kan det også være at folk hidser sig op over ham i stedet for mig muahaha.

Lasselink

(hvorfor skal vi blande frugt ind i det?)